 |
 |
|
 |
 |
|
|
Siden 1979 har jeg ofte været på besøg i brevduesportens moderland Belgien. Det startede da jeg sammen med 14 andre brevduekammerater var med i en studiekreds på Københavns vestegn. Blandt disse var også Freddi Nygård, Torben Henriksen, Flemming Christiansen – dengang alle medlemmer i 0.242 Brøndby. I studiekredsen opstod hurtigt et ønske om at besøge de rigtig store brevduemænd i Belgien. Men først hentede vi information hos Lennart Lindgren, Oxie i Sverige, som på dette tidspunkt var velkendt med belgisk brevduesport. Første besøg i 1979 gjaldt blandt andet Emiel Deweerdt, Andre Vermote, Andre van Bruane og Maurice van der Velde – og da vi så disse duer, opstod ønsket straks om at importere duer fra disse slag til Danmark. På dette tidspunkt var hverken Deweerdt eller Vermote kendte i Danmark – og på vejen hjem i bilen talte vi om, at det ville være en succes, hvis én af os kunne få en sektions- eller gruppevinder efter disse duer. Men ingen af os havde vel forestillet os at det ca. 20 år senere skulle være en realitet, at disse duer blev så udbredte i Danmark – og at der så hurtigt kom flere hundrede sektionsvindere på disse stammer hentet i Belgien eller via Lennart Lindgren i Sverige. Desværre stoppede Lennart Lindgren i 1982 med brevduesporten, men det gav mig mulighed for at købe avlsparret Gamonero og Sappho, som senere blev stamduerne hos mig blandt mine Deweerdt duer. Fra Belgien importerede vi i 1979 8 duer fra Deweerdt, Van Bruane og Paul Bostin – og alle disse importerede duer har siden fået efterkommere, som blev enten sektions- eller gruppevindere.
|
|
Emiel Deweerdt, Kortemark
Fra denne periode stammer også mit venskab med familien Deweerdt i Kortemark – og sammen med flere sportsfæller har jeg tilbragt mange timer med at snakke om duer med Emiel Deweerdt og hans familie i deres gæstfri hjem. Emiel Deweerdt står for mig som én af de største indenfor brevduesporten nogensinde. Netop i denne periode blev Emiel Deweerdt nationalvinder flere gang med ”Spiritus” fra Cahors, ”Lisbeth” fra Barcelona, ”Harry” fra La Souterraine og ”Anja” fra Barcelona (hunner)
|
|
|
|
|
Andre Vermote, Oostende
Andre Vermote var en af Emiel Deweerdts gode venner. Og i 1971 havde Andre Vermote stor succes på langdistanceflyvningerne f.eks. med ”Wringer”, som blev nationalvinder fra Cahors. Denne ”Wringer” var faldet efter Vermotes fantastiske avlspar ”Oude Blauwen” Belge-64-3198093 og ”Spreeuwtje” Belge-67-3447594, hvoraf sidstnævnte var fra Maurice Van der Velde i Oostende, som havde været hustømrer hos Charles Vanderespt, og derfor kunne skaffe sig det bedste af det bedste fra Vanderespt, der var en af datidens bedste brevduemænd. Det omtalte avlspar har nok været et af de bedste avlspar i Belgien nogensinde. Ud over nationalvinderen ”Wringer” blev de også forældre til ”Slimmen” – nr. 11 nationalt fra Cahors, ”Schuwen” – nr. 6 nationalt fra Brive og nr. 9 nationalt fra Tulle samt ”Ijzeren” – nr. 11 nationalt fra Cahors. Også i de næste generationer faldt der eminente duer, f.eks. international vinder fra Perpignan og flere belgiske esdue på langdistance. Og det var også disse linier, som siden 1980 gjorde Vermote duerne kendte i både Danmark, Sverige og Norge. En, som specielt har gjort Vermote duerne kendte i Skandinavien, er Lennart Lindgren, Oxie i Sverige, som gennem tiderne har importeret mange virkelige topduer fra Andre Vermote. Jeg har selv importeret prima duer flere gange fra Andre Vermote – senest i 2005, hvor jeg købte en pragtfuld datter af topduen Rucanor.
Andre van Bruane, Lauwe Den største legende på langdistance i Belgisk brevduesport er uden tvivl Andre Vanbruane, Lauwe. Han var født i 1910 og døde d. 8.3.1999. Blandt hans store sejre indenfor brevduesporten var:
1. international San Sebastian 1953 med Tarzan 1. international Barcelona 1966 med Barcelona I 1. international Barcelona 1984 med Barcelona II Desuden 12 gange Nationalvinder på Belgiske langflyvninger. 1. national maratonmester 1982 og 1986.
Jeg har besøgt dette slag 2 gange og begge gange blev jeg dybt imponeret over slagets duer og de resultater, som blev opnået. Van Bruane grundlagde sit slag på duer fra Catrysse, Remy Buysse, Stichelbaut, Gebr. Willequet, Labeeuw, Prof. Van Grembergen etc. Blandt hans første topduer var Nationalvinderne Stier og Tarzan samt Jonge Stier, som var søn af Stier. I 1966 vandt han den internationale flyvning fra Barcelona med Barcelona I – og 18 år senere i 1984 vandt et oldebarn af denne – Barcelona II – så igen denne flyvning fra Barcelona internationalt for Andre Van Bruane. Mange andre slag har haft stor glæde af duer fra Andre Van Bruane – og blandt dem, som blev nationalvindere med disse duer er f.eks. Gyselbrecht, Andre Vermote og Ivo Vanlerberghe. Selv har jeg haft en farbror til Barcelona II, som også avlede godt og blandt andet er på stamtavlen af i hvert fald 8 sektionsvindere. Andre Van Bruane var møbelhandler og nu har et af hans børnebørn overtaget slaget og flyver stadig med i top. Andre Van Bruane er klart en af de største i international brevduesport – og det har været en stor fornøjelse at se dette slag i en periode hvor der blev vundet mange store sejre.
|
|
|
|
|
Maurice van der Velde, Oostende
Den bedste due, jeg nogensinde har set, stammer fra Maurice van der Velde, Oostende. Men duen har jeg ikke set hos Maurice selv, men derimod hos Andre Vermote. Denne due er nemlig ”Spreeuwtje” Belge-67-3447594, som Andre fik gratis af Maurice van der Velde da Andre Vermote startede op. Så pragtfuld en due kan umuligt have eksisteret andre steder! Perfekt bygget, vibrerende muskler, en yderst harmonisk vinge – og så et øje med eksklusiv ædelhed. Og så blev den da så også mor til Andre Vermotes nationalvinder Wringer samt et hav af andre topduer i Belgien såvel som i mange andre lande – deraf utroligt mange i Skandinavien. Selv havde Maurice van der Velde også mange flotte resultater incl. nationalvinder med de duer, han som hustømrer hos Charles Vanderespt, havde haft held til at erhverve. Desværre havde Maurice van der Veldes kone ingen forståelse for at Maurice skulle flyve med duer. Han skulle passe sit arbejde med at opsætte badekabiner på stranden i Oostende og betjene de mange badegæster med kaffe, the og kage. Og Maurice var en meget sympatisk og beskeden mand, som fulgte sin kones ønsker stort set til punkt og prikke – men det gav ham ikke de brevdueresultater, som han havde fortjent.
|
|
Copyright © Poul Stærkær 2006 - 2008. All rights reserved
Besøgte brevduemænd i Belgien
Her en oversigt over nogle af de brevduemænd, som jeg i tidens løb har besøgt i Belgien:
Marcel Aelbrecht, Lebbeke Freddy & Jacques Vandenheede Dominique Velghe, Ingelmünster
Germain Imbrecht, Bornival
Daniel Van Ceulebroek, Balegem
Roger Verrecke, Deerlijk
Raymond Cobut, Anderlues
Andre Litaer, Rekkem
M. Kerschot, Broechem
Deceuninck –Van Houcke
Firmen Leroy, Deinze
George Coutteau
Ivo Van Leerberghe, Oostvleteren
Andre Van Bruane, Lauwe
Emiel Deweerdt, Kortemark
Andre Vermote, Oostende
Emiel Denys, Zulte
Etienne De Meyer, Lembeek
Edmond De Kerpel, Buggenhout
Behaegel, Roeselare
Leopold Bostyn, Moorslede
George Bolle, Kortemark
Guido Seys, Leffinge
Roger Florizone, Nieuwport
Gossens- Van de Weyer, Booisschot
Maurice Van de Velde, Oostende
Maurice Beuselinck (Catrysse),Moere-Gistel
Gebr. Devriend, Moere-Gistel
Raoul Verstrate, Oostakker
Jos Thone, Niel-bij- As
Gebr. Janssen, Arendonk
Marie-Louise & Andre Rosseel, Oostende
Marc Roosens, Leernes
Roger Coene, Gistel
Jos Deno, Leefdaal
Gaston Dewooght, De Haan
Andre Pinteloon
Graaf de Villegas, Knokke Heist
Victor Lemmens, Horpmaal
J.P. Baert, Blankenberge
Poul Desmedt, Middelkerke
Herman Callebert, Handzame
Dewit-Van Bunteren, Stekene
Guido Hardeman, Westouter
Jozef & Filip Verwisch, Kortrijk
Noel & Serge Decroix, Rumbeke
Etienne Van Haverbeke, Ichtegem
Nöel Peiren, Zedelgem
Willly & Albert Simoens, Maseik
Robert Venus, Otegem
Valere Vandenbussche, Oostende
Sylvere Toye, Kortrijk
Etienne & Frank Devos, Deerlijk
Kamiel De Zutter,
Poul Lemahieu, Zarren
Joris Blomme, Westkerke
Maurice Mattheeuws, Oostkamp
Herman Sanders, Gistel
Fred Stiens, Sint-Pieters-Leeuw
Alfons Bellaert
|
|
 |
|
|
|